320
formane ham til i alt Fald at gaa paa Raad med sin Familie. Hvor han gruede for denne Underholdning! Gjerne havde han betalt Præsten det Dobbelte, naar denne saa blot med forretningsmæssig Tørhed havde taget mod hans Anmeldelse og aftalt det Fornødne med ham. Saa var det da en sand Lettelse for ham ikke at træffe den Guds Mand hjemme. Ganske vist blev den ubehagelige Samtale derved kun skubbet længer ud — men ogsaa det var han taknemmelig for. Han betalte sin Smaaredsel til Datteren og rullede videre ad Byen til.
En god Mil fra Præstegaarden bedede han efter Sædvane i en Mølle ved Landeveien, hvor der ogsaa var Krohold. Mens Hesten fik sit Foder i Stalden, tog han ogsaa en Bid i Skjænkestuen, og snakkede imens med sin gamle Bekjendte, Møllerværten, der for Selskabs Skyld drak en Snaps eller to med. Da denne nu hørte, at Høimølleren var paa Veien til Byen for at tale med hans gode Ven Kornhandler Madsen, fortalte han at denne netop i Øieblikket var paa en Forretningsreise til Bogø, men sikkert kom hjem imorgen Aften.
Der var altsaa ikke noget Bedre for Høimølleren at gjøre end at opsætte Byreisen til om Mandagen og vende om. Han kjørte hjemad. Men da han havde tilbagelagt en lille halv Mil og der
