110
Menneskeløget Kzradock
Jeg har altsaa selv været sindssyg.
Nu er jeg rask, og Solen spiller atter glad paa mine Bøger. Jeg sidder og lér i Solen med disse Papirer foran mig. De er blevet til i den mørke Nat, hvori jeg har vandret. Kzradock har været en Del af mig selv, en Skygge af mine Erfaringer som Læge. Og denne Skygge har frigjort sig og stillet sig truende foran mig … Jeg maa smile ved at læse disse Papirer — saa fulde af Uhygge og Smerte.
Der er dog meget endnu, som jeg ikke forstaar! Hvorledes er min Hjerne bleven skruet op til denne Vildskab? Hvad er der egentlig hændt mig? Nu har jeg svævet saa længe i Mystikken, at jeg maa kende den rette Baggrund for min Sygdom. Dér maa jeg søge Garantien for, at noget lignende ikke hænder mig igen.
Der er nogle Realiteter, som jeg ikke kan begribe.
Hvorfor har jeg skrevet den første Halvdel af Kzradock-Manuskriptet med rødt Blæk og den sidste Halvdel med grønt — to Blækfarver, som slet ikke findes paa mit Skrive-
