141
Menneskeløget Kzradock
af Visdom og Erfaring, der igen skabte en særlig Gennemsigtighed … ja, det var, som man kunde se alle Aldre leve op og dø i hendes Ansigtstræk. Abemennesket og Overmennesket, Slægternes Løb ad Udviklingsstigen spejlede sig som Stemninger i hendes Øjne … aa ja, hun lignede selve den mandlige Drøm om at leve evigt, bygge Livet op fra Trin til Trin, stadig mod ny og mere fuldkommen Skønhed.
Hvorledes saa hun da ud?
Hun var høj og slank og mørk, drengeagtig i sin Slankhed, urolig som fyldt af en hemmelighedsfuld Nerveild. Alt hos hende, selv det sorte Haar og den uendelige Bleghed var af Race, ligesom Blandingen af Blidhed og Grusomhed om hendes Mund og de slanke Hænder med de abnorme, abeagtige Negle. Hun, der bar Præg af mere at tilhøre Døden end Livet, saa ud som en Drøm, en Æventyrerske, en Forbryder …
Jeg saa kun hende … og jeg følte, at hun udøvede sin gamle Magt over mit Sind. Hvem var jeg nu? Var jeg Renard de Montpensier, Overlæge ved en Sindssygeanstalt i
