46
Menneskeløget Kzradock
Og der blev ringet af.
… Nu skete der, hvad der maatte ske. Jeg lystrede som om jeg havde faaet en Befaling … lystrede akkurat som Kzradock og som ethvert andet Menneske vilde gøre. Vi lystrer alle … Hvad var det, Kzradock havde sagt i sit malabariske og profetiske Sprog: Lydige er vi under Spiringens Love! Han har Ret, lydige er vi alle som en, vi staar under Kommando.
Jeg greb min Hat og min Frakke, stak modvilligt Revolveren til mig og var snart ude i Paris, sad og vuggede paa Toppen af en Omnibus gennem de oplyste og næsten overhedede Gader, hvor der duftede af Paris som i en Bikube af Honning. Her er alt som et evigt Billede, der opløser og danner sig i fuld Tillid og Hengivelse til Nuet. Ikke engang i en maniakalsk Hjerne kan Billederne skifte saa hurtigt som her. Og dog er Hemmeligheden ved Paris slet ikke Hurtigheden, den glemmer man. Det er Ynden, den evige Charme, man husker. Og det man husker, det er det, der er.
Aa ja, jeg kunde tilbringe min Tid, mit
