Side:Mens Aarene gik.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

54

gerne have, at han kom er Sted til, hvor han kunde faa det "menneskeligt og godt", sagde han.

Men ogsaa da blev Niels ved at tænke sit:

— At Provsten nu saadan blev ved at være saa farlig rolig af sig, ja, snakkede næsten saa pænt og ligetil, som der slet ingen Ting aparte var paa Færde, det var naturligvis bare noget han lod, for at Niels ogsaa skulde tage den med Ro, og de saadam lige kunde komme over ham og tage ham med et Snuptav, de Rævepelse.

— Thi det var jo ikke muligt for ham at fatte, at han ikke til Vinter skulde have sin Bolig imellem Beboerne af de her store "Huse" i Viborg, eller var det Horsens, om hvis Kaar og Levnet Provsten havde fortalt saa grangiveligt den Dag, han og Niels gik og vankede frem og tilbage over Brinkerne mellem Byvangen og Søgaardslavningen.

V

Naar Sødalsfolkene en Snes Aar frem i Tiden kom kørende ad Landevejen, som løb derned forbi Søgaardene, og det traf at de fik Øje paa bitte Niels Povlsen, som han kunde gaa og pusle deroppe ved det lille Boelssted, han omsider havde faaet rejst paa Gyvelgaardens Brandtomt, da kunde de tit falde i Snak om, at det var sært som alting kunde forandre sig — saadan med Aarene; — thi tænkte de paa den ret slidsindede Tale, Niels nu førte og paa hans fredsommelige Væsen, saa var det jo meget sært at huske paa