12
i det ovennævnte Arkiv for Naturhistorie. I en udførlig Fremstilling af endel Molluskers Udvikling, godtgjorde Sars først, at den ikke, som man til den Tid havde antaget, var meget simpel, men at disse Dyr undergik betydelige og høist mærkværdige Forvandlinger, inden de naaede til Fuldkommenhed. Dette blev snart yderligere stadfæstet af Lovén i Stockholm og Alexander v. Nordmann i Petersburg, der med den største Anerkjendelse omhandlede Sars’s Fortjenester. Dernæst kom Afhandlingen om Marnæternes (Medusernes) Udvikling, som meddelte en af de største og mest følgerige Opdagelser, der i vort Aarhundrede er gjort i den zoologiske Fysiologie. Det er hovedsagelig paa denne og paa sine egne Iagttagelser over Indvoldsormenes Udvikling, at den geniale Forsker, Professor Steenstrup, senere grundede sin bekjendte Lære om Generationsvexelen. Iagttagelserne bleve yderligere bekræftede af Prof. Reid i de engelske naturhistoriske Annaler, og Afhandlingen udgivet med Kopier af Tegningerne i forskjellige Tidsskrifter og Tungemaal. Sars’s Opfatning af Medusernes Udvikling er nu, saavidt bekjendt, almindelig vedtaget af alle betydende Zoologer (Gegenbaur, van Beneden, Agassiz o. fl.) som den eneste rigtige. Desor’s Mening, at Meduseyngelen udviklede sig ved en normal Knopskydning ligesom hos Hydroiderne, grundede sig paa den Omstændighed, at han tilfældigvis kun havde iagttaget de allersidste Stadier af Strobilaformen, paa hvilke det nederste Stykke havde begyndt at skyde Fangtraade, efterat de fleste unge Meduser allerede vare afløste, hvorved man let kunde forledes til en saadan Opfatning. Flere, f. Ex. Gegenbaur, der i Begyndelsen vare mere tilbøielige til at gaa ind Desor’s Forklaringsmaade, have ved nærmere Gransk-
