94
uskyldigt og jomfrueligt Ansigt!” — vedblev Minona. Tyra greb begge hendes Hænder, og udbrød, idet hun betragtede Portraitet med et Blik, der lyste gjennem Taarer: Ja, saaledes var hun — i høiere Grad end nogen Kunstner kan gjengive det. Jeg har seet hende tilbedet som en Gudinde, bevare al sin jomfruelige Beskedenhed og barnlige Uskyldighed — i den Tid, da Clara Falkenskjolds Navn fremkaldte en Begeistringsruus hvor det hørtes, blev hun selv intet Øieblik beruset af denne Tilbedelse. Hun havde et Hjerte, der var stort nok til Kjærligheden — for stort til Forfængelighed. Du spørger mig hvem denne Pige var — det var min Søster.” Da Minona forundret saae paa hende, vedblev hun tankefuldt: „Du kjender ikke vor Families Historie! Dengang hun var ung og lykkelig, var dens Stilling i Verden glimrende — som man siger. Men Fordom og tom Forfængelighed knuste den ægte Perle, den sande Skat! Siden den Tid var Velsignelsen borte.”
Minona saae med et kjærligt, men undseligt Blik paa sin Veninde, idet hun sagde: „Jeg kan nok tænke, at Olnsiændighederne have bidraget til at gjøre dig saa ganske anderledes end alle andre Mennesker! Jeg vilde gjerne kjende din Historie.”
Tyra smilte med en Blanding af Stolthed og Bitterhed: „Var den fortalt i Form af en Novelle, vilde det være en af de Bøger, som omhyggelige Mødre forbyde deres unge Døttre at læse — og dog tør jeg vidne
