100
Moder afslog os aldrig noget med Vrede, eller viste vor Paatrængenhed uvenligt tilbage; men naar hun havde sagt dette afgjørende: det gaaer ikke an! saa vidste vi, at Dommen var falden, og at intet Kunstgreb eller Smigrerie mere kunde tilvende os hendes Opmærksomhed for den saaledes affærdigede Bøn.
Jeg tog mig dette Forbud meget nær; hver Dag gik jeg bedrøvet frem og tilbage ved Granhækken og kastede længselsfulde Blikke udover den til mit forjættede Land — det var den første Skranke paa min Vei! Men snart foraarsagede et nyt Optrin min Moder ny Angst, og mig den Sorg at blive taget i endnu sikkrere Forvaring. En Dag, da jeg traf den gamle Lugekone i Haven, saae jeg til min store Sorg at hun var bleg og forgrædt; paa mine bekymrede Spørgsmaal svarede hun mig, at hendes lille Sønnedatter var bleven syg, at hun ingen Penge havde til at kjøbe Medicin, og ikke engang Sengklæder nok til at holde hende varm. Jeg lovede at skaffe Hjælp og fløi op i Huset for at søge Moder; hun havde rigtignok Dagen før paa min indstændige Anmodning foræret mig en betydelig Sum, til en Familie, hvis Børn jeg havde leget med, men jeg var bestemt paa, ikke at slippe hende før hun gav mig Penge til Lugekonen. Det var det uheldigste Øieblik for mig! Vi vare inviterede til stor Maskerade, hvor Moder skulde være Alfedronningen og Clara og jeg Alfer i hendes Følge. — Kammerjomfruen søgte mig just for at prøve Vingerne paa mig.
