132
dette Sted igjen hvor vi have været lykkelige sammen — saa skal du kjende Minona igjen paa hendes Kjærlighed! Læg Jord og Hav imellem os — du bliver dog her i mit Hjerte og i Min Tanke! Farvel! Jeg veed ikke hvad der kalder dig herfra — jeg adlyder dig, og forster ikke derefter — men glem ikke at min Længsel tidligt og sildigt kalder dig tilbage! — Hun kunde ikke længer beherske sin Bevægelse — den lidenskabelige Spænding som havde opretholdt hende gav efter for Adskillelsens Smerte, og hun sank heftigt grædende ned for Viggos Fødder. Han løftede hende op i sine Arme, trykkede hende fast til Hjerte og kyssede hendes Pande og Hænder — men pludselig rev hun sig løs, og ilede ud af Værelset.
Den næste Morgen da Viggo tog Afsked med Helene, var Minona ikke tilstede, men da han ved Stenten vendte sig om for at sende det kjære Huus sit Afskedsblik, saae han det hvide Gardin fra hendes Vindue flagre frem og tilbage for Vinden — og det var hendes Haand der saaledes tilvinkede ham den sidste Hilsen. —
