150
begjærlig efter hver Dag at faae den fortsat, var hun som sædvanlig aandsfraværende og adspredt naar han læste. Hun lyttede til Stemmen, ikke til Ordene, og havde kun Tanke for hvormeget, ikke hvad han havde læst. Men da han kom til Beskrivelsen af Ridder Folqvards Kjærlighed, og den Sang hvori han udtaler den for Dronning Helvig — da han begyndte det første Vers:
Lad fare min Sjæl, din høiest' Attraae!
Lad faee saa stolt en Begjære!
Lad sidde den Frugt, du ei kan naae —
Besvær dig ret aldrig mere!
Hvi samler du Ved saa til det Baal,
Som dig kan selver brænde?
Naar det opstander opluer det vel
Og staaer ei til at vende!
faldt hans Blik paa Minona: hendes Øine stirrede bittert bebreidende ind i hans. „Læs videre!” hviskede hun — og han vedblev, uvilkaarligt henrevet af Udtrykket af en Lidenskab der var hans egen saa liig. Da han læste:
O ringe Kreatur, elendige Trøst!
O fattige Haab og Sinde,
Som ei var værd at have den Trøst
At Solen skulde over dig skinne —
følte han at Minonas flammende Øine hvilede paa hans Ansigt, skjøndt han ikke saae det. Hans Stemme skjæl-
