177
her! udbrød Minona med dyb Ydmyghed. Jeg veed at jeg har syndet mod Gud, men hvor skal jeg gaae hen, hvis han forskyder mig? Lad mig træde over Dørtrinet til hans Huus, og bede en eneste Gang derinde — saa skal jeg komme. Hun traadte frygtsomt ind i Kirken, og nærmede sig med langsomme og sagte Skridt Alteret, hvor hun grædende sank ned paa Knæ. Virginie hørte hende udbryde med taarekvalt Stemme: O Christus! lad ikke min Synd drage mig ned i Afgrunden — i det evige Mørke — i Dødens Kulde! Kunde jeg gribe en Flig af dit Klædebond da var jeg frelst! Med disse Ord greb hun Alterklædet, trykte sine Læber fast derpaa, og vendte tilbage. Virginie var bevæget, omfavnede hende kjærligt, og mere bar end fulgte hende ud af Kirken.
Toras Dødsmaade rygtedes inden Sol gik ned,
hvor gjerne end hendes Venner havde skjult den, thi
Doctoren der strax kjendte den Draabe Gift, som var
tilbage i Flasken, forsømte ikke denne velkomne Leilighed
til at forøge sin Praxis. Endnu samme Eftermiddag
gjorde han et overflødigt Besøg paa den nærmeste
Herregaard, hvor Beboerne befandt sig i bedste Velgaaende,
og fortalte med al nødvendig Tilsætning og Udsmykning
om den rædselfulde Scene han kom fra. Næste Dag
skulde man tro at en smitsom Syge var udbrudt i Om-
