182
været, men umuligt i lang Tid kunde have overlevet hans. Imidlertid blev han overtydet baade om hendes egen og hendes Kjærligheds Tilværelse, da han en Aften spadserede med sin Forlovede og hendes Onkel paa Kirkegaarden, hvor den gamle Mand havde ført dem hen for at vise sin Broderdatter hendes Forældres Gravsted. Imens han havde bøiet sig ned for at luge det Ukrudt bort, der slyngede sig om Stenen, vendte Frøken Feilberg sig om til Johannes, og idet han benyttede sig af Leiligheden til at kysse hende — kom Tyra ubemærket derhen, paa Veien fra sin lille Piges Grav. Hun standsede som forstenet og stirrede paa dem til Johannes Blik traf hende — da bedækkede hun Øinene med sine Hænder og fjernede sig ilsomt. Hendes Fremtræden var saa lydløs og hendes Bortgang saa hurtig at Frøken Feilberg ikke blev den vaer. Men Johannes var adspredt og aandsfraværende paa Hjemveien, og den næste Dag underrettede han sig om alt hvad der angik Frøken Falks Omstændigheder og Levemaade — men inden Sol gik ned, traf den skrækkelige Efterretning om hendes Selvmord ham. Da følte han Samvittighedsnag og Skræk, og overalt hvor han gik og stod forfulgtes han af sin pinlige Selvbebreidelse.
En Aften var han gaaet alene ud for i Ro at kunne overlade sig til de ubehagelige Betragtninger, som han ikke var istand til at banlyse fra sit Sind. „Jeg har været en Drømmer og Sværmer alle mine Dage!”
