197
— det sidste Gjenskin af den jordiske Ild — farvede pludseligt hendes Kinder da hun hørte de bekjendte Skridt, men den var for svag til at dvæle et Øieblik, og hendes Ansigts Udtryk var Sjælefred og Resignation da hun rakte ham Haanden. Men da Viggo, altfor rystet til at udholde dette Blik, vendte Hovedet bort, fyldtes hendes Øine med Taarer, og Læberne skjælvede af Bevægelse idet hun med den dybeste Smerte hviskede: Kan du ikke taale at see mig — volder mit Ansigt dig Gru? — Viggo tog Haanden fra Øinene, knælede ned ved Sengen, og betragtede hende længe i Taushed — i dette Blik talte Sjæl til Sjæl og den Døendes Fred steg som en Engel ned i den Levendes sønderslidte Hjerte, for at styrke det til den lange Kamp der forestod.
Hun var den, der talte først: Hvad vil du gjøre naar jeg er død? spurgte hun med et tungt Hjerte. „Jeg vil leve!” svarede Viggo. „Frygt ikke for mig — Sorgen skal ikke see mig saa svag som Kjærligheden! Det er sandt, der gives Lidelser, hvorfor Naturen gyser tilbage — og jeg har følt mig feig af Fortvivlelse, men netop i disse Øieblikke har jeg lært en overmenneskelig Kraft at kjende. Jeg troer bestemt — thi jeg har erfaret det — at vi ikke stride den sværeste Strid alene. Der er en Magt, som siger nei til Helvedes Ja — og som ikke gaaer fra sit Ord — en Gud, der modsætter sig Synderens Død for at han skal omvende sig og leve!”
