231
hed og Kjærlighed var begravet i hans Hjerte og gjenfødt i hendes.
I Mai Maaned kom Viggo til Kjøbenhavn — og da Solen stod op Morgenen efter hans Hjemkomst, saae den ham der hvor hans Sjæl evig og altid havde været nærværende — ved Minonas blomsterdækte Grav. Men hans Tanker dvælede ikke ved Graven — han saae det „Lys i Dødens Nat” i hvis Glands hun var indslumret — han lyttede i Aanden til hendes sidste Ord: Græd ikke I Elskede — det er saligt at føle hvad jeg nu føler — Livet! — og den blomstrende foraarsfriske Grav ved hans Fod drog hans Tanker hen til den aabne Grav hvor Englen udtalte Opstandelsens Budskab — han følte at den jordiske Lyksalighed gravlægges i Hjertet for at opstaae som Salighed.
Med Fred i Sjælen forlod han sin Elskedes Hvilested og gik fulgt af milde Erindringer, gjennem Skoven ad den velbekjendte Vei til det Huus under hvis Tag han første og sidste Gang havde seet hende. Baronessen havde taget sin lille Eiendom i Besiddelse, men saa tidligt om Morgenen laae Beboerne endnu i uforstyrret Søvn. Intet fremmed Syn mødte Viggo da han nærmede sig Helligdommen — Gardinerne var trukket sammen for Minonas Vindue, om hvis Ramme de friske grønne Rosenblade snoede sig som en Krands. Solen skinnede klart, og Lærken svang sig syngende høit op over Skovhusets Tag imod den blaa Himmel.
