23
blevet det, endmindre hvad hun kunde blevet, og den stakkels ødelagte Skabning, dette Vrag af en Kvinde faaer ovenikjøbet Skyld for sin Mands Utroskab — ja, det skal næsten see ud som en Barmhjertighedsgjerning, at den lykkelige Medbeilerinde trøster ham i hans huslige Ulykke!”
Viggo blev afbrudt i disse Betragtninger ved Synet af en ung Herre, der flere Gange gik frem og tilbage foran Bænken, uvis, som det lod, om han skulde standse og tiltale ham. Ved første Blik forekom dette Ansigt ham bekjendt, og da de et Øieblik med stor Interesse havde seet paa hinanden, udbrød han: „Otto Frank!” Gud skee Lov! din Stemme gjør Ende paa min Uvished og betager desuden denne — Fremtoning siger man jo paa godt Dansk — hvert Skin af Overnaturlighed. Jeg troede virkelig at see Drengen Viggos voxne Dobbeltgjænger — thi jeg foretrækker i Nødsfald det Overnaturlige for det Unaturlige: at Du kunde komme hjem til Danmark uden at opsøge gamle Venner, eller idetmindste melde Din Ankomst, saa de kunde opsøge Dig. Havde Du sagt til itide, saa kunde Dine gamle Skolekammerater under min Anførsel afsunget en Sang paa Toldboden, — nu er det Din Skyld, naar Du istedetfor: Velkommen store Mand hertil!” eller: „Vel mødt ved Øresund, velkommen Broder!” o. s. v. kun faaer den gamle, dagligdags Hilsen: Goddag, og velkommen hjem!” Otto Frank var virkelig den af Viggos Barndomsbekjendte, som han
