31
ligt, og han havde kastet sig ned og skjult sit Ansigt i Græsset, for at Undgaae Synet af den Milde Solglands der forgyldte Bladene — Naturens hellige Harmonie fyldte hans barnlige Sind med Rædsel over alle de onde Lidenskaber der forstyrrede Freden og Tilfredsheden i hans Hjem — og i hans Hjerte.
De første Indtryk forvindes og udslettes aldrig — de følge os hele Livet igjennem, til Velsignelse eller til Forbandelse. Naar de forlængst ere i Graven, som gjorde vor Barndom lykkelig eller forbittrede den, naar vort Barndomshjem staaer øde og forladt — har Erindringen dog ikke forladt vort Hjerte, og forlader det ikke, før det ophører at slaae. Lykkelig den, der takker Gud derfor — der, idet han nærmer sig sit fordums Hjem med Henrykkelse føler hvorledes den fortrænger alle andre Tanker, alle senere Indtryk! til ham taler den gjennem Lyset, Luften — Hjemmets Luft! — Blomsterduften og Fuglesangen: „Husker du — ak ja, hvor kunde jeg glemme! — hvor glad du altid nærmede dig dette Huus, hvor din Moders milde Ansigt saa tidt nikkede til dig bag Ruden? Husker du den gamle hyggelige Dagligstue — de lange Vinterdage, I Smaae tilbragte derinde naar det sneede og blæste udenfor? Hvor sød din Moder da var, naar hun jævnede Eders Trætte med milde Ord, og altid fandt paa ny Lege og ny Beskjæftigelse, at Tiden ikke skulde falde jer lang. Kan du huske hvorledes hun om Aftenen bar dig ind i din Seng, og saae
