Spring til indhold

Side:Minona.djvu/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

35

des Rødme, den Bevægelse han forgjæves søgte at undertrykke, satte ham i Forlegenhed - Skammens og Uskyldighedens Rødme er saa forskjellig at selv det Øie der er omtaaget af Fordom, aldrig ufrivilligt kan forvexle den. Drengen kunde tage feil — men Manden ikke!

Helene skyndte sig at afbryde den geneerte Pause, som fulgte paa den første Hilsen, idet han gik hen til Havedøren og raabte: Minona! din Broder er kommet! — og Minona traadte frem fra de blomstrende Rosenbuske. Synet af denne Psycheskikkelse forjog paa engang det gigantiske Skjønhedsideal, Drømmen havde efterladt i Viggos Phantasie! Den unge Pige nærmede sig langsomt med lette Skridt, uden at løfte Øinene fra de Blomster, hun havde samlet i sit Forklæde; først da hun stod foran Viggo, saae hun op til ham med et Blik, hvori den største Forandring og Overraskelse malede sig. Hun slap i øieblikkelig Forvirring Forklædet, saa alle Roserne faldt paa Gulvet, og greb Helenes Haand, idet hendes sorte Øine spørgende vendte sig fra ham til hende. „Det er din Broder, min søde Pige!” gjentog Helene venligt. Det Indtryk, Synet af Minona gjorde paa Viggo, hindrede ham i at blive hendes paafaldende Overraskelse vaer. Han maatte sande Ottos Ord: at hun var vidunderlig deilig. Det sorte, silkebløde Haar omsluttede foran i brede Fletninger Ansigtets regelmæssige Oval, og hævede i Forening med de mørke Øine og