60
Dødens Savn, uden Dødens Glemsel! Men jeg er ikke alene — jeg har jo Venner — De seer selv at jeg slutter mig til dem, Gud veed, at jeg paaskjønner dem! Een Ven er bedre end tusinde Bekjendte — dem søger jeg ikke. Troer De virkelig, at det Savn, jeg ikke altid kan undertrykke — Savnet af et elsket Væsens Nærværelse —, kan udfyldes ved Adspredelse, hvori mit Hjerte ingen Deel har? „Hvem siger, De skal adspredes? Jeg siger, De skal tage Dem sammen. De skal ikke flyde med Strømmen, og tilegne Dem en overfladisk Kundskab om hvad Mennesket seer ud til at være —, De skal gaae tilbunds i Dybet og hente ægte Perler frem for Dagens Lys, til Glæde for Dem selv og andre. Da vil De see, at Menneskeheden er en Ven, som det er værd at leve for og at leve med.” — Tyra saae forundret paa ham: De anviser mig en Kunstners Kald. — „Er Theen sød nok, Hr. Pastor?” spurgte Baronessen med et sønderknusende Blik paa Tyra. „Fortræffelig, Deres Naade! — „Ja, om nu saa var! De har rige Evner, Tyra! — er det aldrig faldet dem ind, at De ikke har faaet dem for Deres egen Skyld alene? At den, der har meget, ogsaa skal give meget?
Nei! svarede hun langsomt og tankefuldt — ikke paa den Maade. Jeg har modtaget saameget, at jeg ikke tør tænke paa Gjengjeld! Mit hele Liv er en Kjærlighedsgave, — skulde jeg give den tilbage? — Andet har jeg ikke! — Præsten saae mildt paa hende, og svarede: Gud, der gav Mennesket Livet, har sagt til Men-
