Side:Minona.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

om det fordærvelige Resultat af deres Lidenskaber, naar de ikke underkaste sig den guddommelige Lods Herredømme, og et skarpt Blik for den blinde Egoisme, der som oftest var Grund til de unge Frihedsheltes Emancipation fra Himmel og Helvede, saavelsom den Tøileløshed der bliver Følgen deraf, gjorde ham til en uforsonlig Fjende af Fritænkeriet. Han ynkede Trællen, der troer at opnaae en Guddoms Magt ved at fornægte sin Skaber. Den moderniserede og beklippede Christendom, der har opoffret Djævlen og hans Rige paa Oplysningens Alter, og ophøiet Syndefaldet til et Fremskridt, var endnu mere utilfredsstillende for en Characteer, der leed ved sin egen Ufuldkommenhed i samme Grad som den havde Sands for Andres — hvad var der saa tilbage? Viggo var hverken Atheist, Pantheist, Katholik eller Nychristen — saa maatte han vel være Lutheraner! han tvivlede ikke derom.

Frank forsvarede den almindelige Valgret ligeoverfor Kirken — det kirkelige Stavnsbaands Løsning, som han udtrykte sig. Viggo forsvarede Kirkens uindskrænkede Myndighed over Sjælene, som Forældres Ret over deres Børn, ja, han erklærede det som dens helligste Pligt at holde dem tilbage, der ville styrte sig i Fortabelse. „Naar en stakkels forvildet Menneskesjæl lader sig forlokke af den Ondes Indskydelse og forlanger Orlov — skal saa dens Beskytter og Værge, den christelige Kirke, sige: „Du har din Frihed, Barn! reis ad Helvede til!”