81
blev hans indre Uro. Hvor nær hun end stod ham, hvor udelukkende hun end hengav Sjæl og Hjerte til ham — var han dog ikke tryg i Besiddelsen. Han var tilmode som den, der drømmer om den høieste Lyksalighed — men veed, at det er en Drøm, og derfor paa eengang søger at fastholde den og frygter for at vækkes. Minona mærkede ikke hans Uro, hun var sikker i Følelsen af sin egen Kjærlighed og den ubevidste Lyksalighed over hans — men hun spurgte ikke sig selv af hvilken Natur denne Kjærlighed var. Det var hende nok at Viggo holdt af hende for hendes egen Skyld, ikke fordi hun var hans Søster, og hun var altfor riig i det Nærværende, til at tænke paa Fremtiden. Viggo hørte hende jo til — de vare forenede ogsaa i Verdens Øine — og hun troede ikke paa anden Adskillelse end Døden.
Men skjøndt de kun levede i hinanden og med hinanden, skjøndt intet kunde være mere tillidsfuldt og ubegrændset end Minonas aandelige Hengivelse, og den lidenskabelige Ømhed, hvormed Viggo opfattede og besvarede den, antog deres Omgang aldrig den Fortrolighed, som characteriserer en Broders Forhold til hans Søster. De stode hverandre paa engang for nær og for fjernt dertil! — Der var en ridderlig Hylding, en ærbødig Opmærksomhed i Viggos Væsen, som Fremmede tidt antog for Kulde. „Der bliver dog aldrig noget naturligt Forhold imellem de to Søskende!” sagde Folk med en vigtig Mine. Men Helene smilte — hun havde aldrig seet
