Side:Minona.djvu/95

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

87

sømmer sig bedre for en Elsker end for en Broder? — Kjender han mig bedre, end jeg kjender mig selv — vil han lære mig hvad der foregaaer i min inderste Sjæl? har jeg kvalt hver lønlig Anelse derom — for at han skal fortælle mig, hvad jeg selv gruer ved at tænke? Nei, han veed det ikke — han vidste ikke selv, hvad han sagde! — Det var den onde Aand, der talte gjennem ham — kun en Djævel kunde udtale de infame Ord: Det er udenfor Reglen — men din Søster fortjener ogsaa, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld. Min Søster — jeg har glemt at hun var det — maaskee frivilligt — jeg lod mig henrive! Min Søster: det tillidsfulde Barn, den uskyldige Jomfru som stod her ved min Side — „hun fortjener” — han slog sig for Panden — Ja der maa være en Djævel til, kun han kunde bringe dette rene Væsen i Forbindelse med saa skammelige Tanker. Gud er mit Vidne — jeg nærmede mig hende aldrig med nogen ureen Tanke! jeg tilbad mere end jeg elskede — hun var mig hellig som Himlen og Saligheden! Jeg vidste jo at Paradiset var tabt, men det var mig en Vellyst uden Lige, at lade mig henrive af hendes Sværmerie, see med hendes Øine, drømme hendes Drøm! Dog følte jeg tidt en hemmelig Gysen derved! Jeg vidste at den Tid er nær, da denne Sylphide skal miste sine Vinger, og blive en Kvinde! Jeg frygtede det, og dog tænkte jeg derpaa med lønlig Glæde. Er jeg da forelsket i min Søster? — straffer Gud saa haardt Forældrenes