Side:Mogens og andre Noveller.djvu/117

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

107

To Verdener.

»Lykke,« sagde en af dem, »er en absolut hedensk Forestilling. De kan ikke finde Ordet et eneste Sted i det ny Testamente.«

»Salighed?« indvendte en Anden spørgende.

»Nej hør,« blev der nu sagt, »ganske vist er Idealet for en Samtale at komme bort fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunde gjøre ved at vende tilbage til det, vi begyndte med.«

»Naa ja da, Grækerne....«

»Først Phønicierne?«

»Hvad veed Du om Phønicierne?«

»Ingenting! men hvorfor skal Phønicierne altid forbigaas!«

Baaden var nu lige under Huset, og ligesom den var der, var der En ombord, der tændte sin Cigaret. Lyset faldt i et Par korte Blus paa Damen ved Roret, og i det rødlige Skær saas et ungdommeligt, friskt Pigeansigt med et lykkeligt Smil paa de halvtaabnede Læber og et drømmende Udtryk i de klare Øjne, der saae op mod den mørke Himmel.

Skæret sluktes, der hørtes et lille Pladsk, som om der blev kastet Noget ned i Vandet, og Baaden drev forbi.

* * *