155
Fru Fønss.
»Jeg hører,« sagde Englænderen, denne Gang paa Dansk, »at jeg har den Fornøjelse at være sammen med Landsmænd.«
Han hilste atter og gik nogle Skridt tilbage, som for at antyde, at han kun havde sagt dette for at de kunde vide, at han forstod hvad de talte; men pludseligt traadte han endnu nærmere end før, med et spændt, bevæget Udtryk i sit Ansigt, og sagde: »for det skulde da ikke være, at Fruen og jeg er gamle Bekjendte?«
»Er det Emil Thorbrøgger?« udbrød Fru Fønss, og rakte Haanden frem.
Han greb den. »Ja, det er mig,« sagde han glad, »og det er Dem!«
Han havde næsten Taarer i Øjnene, da han saae paa hende.
Fruen forestillede Tage som sin Søn.
Tage havde aldrig i sit Liv hørt denne Thorbrøgger nævne, men han tænkte ikke paa det, bare paa at Gauchoen var faldet ud til at blive en Dansker, og da der blev en Pavse, og Nogen skulde sige Noget, kunde han ikke lade være med at udbryde: »og jeg, der igaar sagde, at De mindede mig om en Gaucho!«
Ja det, svarede Thorbrøgger, var da ogsaa saa temmelig nær ved Sandheden, eftersom
