Side:Mogens og andre Noveller.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

168

Fru Fønss.

»Tage, Tage, kom dog til Dig selv og gjør det ikke saa tungt, baade for Dig selv og for os Andre.«

Tage rejste sig.

»Tungt!« sagde han, »tungt, tungt, aa gid det ikke var Andet end tungt, men det er jo frygteligt, — unaturligt; det er til at blive vanvittig over at tænke paa. Aner Du ogsaa virkelig, hvad det er, Du har givet mig at tænke paa? Min Moder givet ind under en fremmed Mands Kjærtegn, min Moder attraaet, favnet og favnende igjen, aa, det er Tanker for en Søn, Tanker værre end den værste Forhaanelse, — men det er umuligt, det skal være umuligt, det skal, for skulde der ikke være saamegen Magt i en Søns Bønner! Ellinor, sid ikke der og græd, kom og hjælp mig med at bede Moder om at have Medlidenhed med os.«

Fru Fønss gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og sagde: »lad Ellinor være, hun kan være træt nok endda, og jeg har jo desuden sagt jer, at der kan Ingenting forandres.«

»Jeg vilde ønske jeg var død,« sagde Ellinor, men det er sandt alt hvad Tage siger, Moder, og det kan aldrig være Ret af Dig, nu i den Alder vi er, at give os en Stedfader.«