31
Mogens.
Det mørke Hus gjorde Mogens sørgmodig, det stod der saa forladt og trøstesløs; de aabne Vinduer klirrede med deres Kroge, Vandet løb monotont trommende ned i Tagrenden, nu og da faldt der et Sted, han ikke kunde se, en Smule Vand med en hul, blød Lyd, og Luften susede tungt gjennem Gaden. Det mørke, mørke Hus! Mogens fik Taarer i Øjnene, det trykkede ham for Brystet, og der kom en underlig dunkel Forestilling om, at han havde Noget at bebrejde sig overfor Kamilla. Saa kom han til at tænke paa sin Moder og fik Længsel efter at lægge sit Hoved i hendes Skjød og græde ud.
Saaledes stod han længe, med Haanden trykket mod Brystet, indtil en Vogn kom kjørende i skarpt Trav gjennem Gaden, saa gik han efter den og hjem. Han maatte længe staa og ruske i Gadedøren, før den gik op, saa løb han nynnende opad sine Trapper, og da han var kommen ind, kastede han sig paa Sofaen med en af Smollets Romaner i Haanden og læste og lo til over Midnat.
Endelig blev det for koldt i Værelset, han sprang op og gik trampende frem og tilbage for at faa Kulden bort. Han standsede ved Vinduet: Himlen var paa den ene Kant saa lys, at de
