41
Mogens.
der laa i Blodet, noget Arveligt? — ja jeg husker, der var Noget med, at Faderen blev ført til Aarhus. Var det ikke saadan, Hr. Karlsen?«
»Nej! — jo, men det var for at blive begravet, hans første Kone ligger der. Nej, jeg tænkte paa, De veed, det forfærdelige eller — ja det forfærdelige Liv, han har ført i disse to eller halvtredje Aar.«
»Saa, næ — næ — Nej! — det veed jeg slet ikke Noget af.«
»Naa — ja — næ — det er jo ikke af de Ting, man gjerne taler om, man vil jo ikke.... naa! De forstaar; Hensyn til Næsten. Justitsraadens Familje....«
»Ja, det har naturligvis sin Berettigelse, det, De siger, — men paa den anden Side — sig mig ganske oprigtigt, er der ikke i Tiden en falsk, en — pietistisk Bestræbelse efter at tilsløre, at tilhylle sine Medmenneskers Svagheder, og — jeg forstaar mig naturligvis ikke paa den Slags Ting — men tror De ikke, at Sandheden eller den offenlige Moral, jeg mener ikke saadan Moralitet, men — Moral, Tilstand, hvad De vil, at den lider derunder?«
»Ganske vist! og deet glæder mig overordenlig saa aldeles at være enig med Dem, og i dette
