67
Mogens.
gik ind i sit Værelse. Han vilde læse og tog en Bog, han læste, men han anede ikke hvad, — hun skulde dog ikke være kommet Noget til! nej, hvor skulde hun det? Han blev alligevel bange, det kunde dog være, — nej, han kunde ikke udholde det; han listede sig stille hen til hendes Dør; nej, der var saa tyst og saa fredeligt; naar han nøje lyttede, syntes det ham, at han kunde høre hendes Aandedrag, — hvor hans Hjerte bankede, han syntes, han kunde høre det med. Han vendte tilbage til sit Værelse og sin Bog. Han lukkede Øjnene: hvor han saae hende tydeligt, han kunde høre hendes Stemme, hun bøjede sig mod ham og hviskede, — hvor han elskede hende, elskede hende, elskede hende. Det sang indeni ham, det var, ligesom hans Tanker kom i Rhytmer, og saa tydeligt han kunde se Alt, hvad han tænkte paa! Stille, stille laa hun nu og sov, med Armen under sin Nakke, med Haaret løst, med Haaret løst, Øjet var lukket, hun aandede saa let — Luften skælvede derinde, den var rød som af Gjenskin af Roser som en klodset Faun, der efterligner Nymfens Dans, gjengav Tæppet i plumpe Folder hendes fine Skikkelse — nej, nej! han vilde ikke tænke paa hende, ikke tænke saadan paa hende, ikke
