Side:Mogens og andre Noveller.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

71

Mogens.

og da sitrede det svagt i de roligt hvælvede Øjelaag, og Mundens Linjer vuggedes umærkeligt frem og tilbage mellem ubevidst Alvor og slumrende Smil. Mogens stod længe og saae paa hende, lykkelig og rolig, den sidste af Skyggerne fra hans Fortid var forsvunden. Saa listede han sig sagte ud og satte sig i Dagligstuen og ventede stille paa hende. Han havde siddet en Stund, da han mærkede hendes Hoved paa sin Skulder og hendes Kind mod sin.

De fulgtes ad ud i den friske Morgen. Sollyset jublede henover jorden, Duggen funklede, tidligt vaagne Blomster straalte, Lærken kvidrede højt oppe under Himlen, Svalerne jog gjennem Luften. Han og hun gik bort over den grønne Toft mod Banken med den gulnende Rug, de fulgte Stien, der løb der igjennem; hun gik foran, ganske langsomt, og saae over Skulderen tilbage paa ham, og de talte og lo. Jo længere de kom ned ad Banken, jo mere kom Kornet imellem, snart kunde de ikke ses mere.