127
Et Øjeblik efter slog Hr. Langeben, Storken, ned ved Siden af ham. Den bøjede sig hen over Drengen og stødte til ham med Næbbet for at faa ham vaagen.
Drengen satte sig straks over Ende. „Jeg sover ikke, Hr. Langeben,“ sagde han. „Hvor kan det være, at De er ude at flyve midt om Natten? Og hvordan staar det til paa Glimmingehus? Vil De tale med Mor Akka?”
„Det er for lyst til at sove i Nat,“ svarede Hr. Langeben. „Derfor tog jeg mig over at rejse herop til Karlsø og opsøge dig, min Ven Tommeltot. Jeg fik at vide af en Fiskemaage, at du var her i Nat. Jeg er endnu ikke flyttet op til Glimmingehus; jeg boer endnu i Pommern.”
Drengen blev forfærdelig glad over, at Hr. Langeben var kommen for at se til ham. De talte sammen om alt muligt som gamle Venner. Tilsidst spurgte Storken, om Drengen ikke havde Lyst til at ride en Tur i det smukke Maaneskin.
Jo, det vilde Drengen heller end gerne, naar kun Storken vilde sørge for, at han kom tilbage til Vildgæssene inden Solopgang. Det lovede Storken, og saa gik det afsted.
Hr. Langeben fløj paany lige op mod Maanen. De steg og steg, Havet sank dybt ned, men Flugten gik saa vidunderlig let, det var næsten, som om de laa stille i Luften.
Drengen syntes, det var en urimelig kort Tid, Rejsen havde varet, da de atter sænkede sig ned imod Jorden.
De landede paa en ensom Strandbred, der var bedækket med fint, hvidt Sand. Langs med Kysten løb der en Række Flyvesandsklitter med Marehalm paa Toppen. Synderlig høje var de ikke, men de hindrede dog Drengen i at se ind over Landet.
Hr. Langeben stillede sig paa en Sandbanke, trak det ene Ben op under sig og bøjede Halsen tilbage for at stikke Næbbet under Vingen. „Nu kan du spasere lidt om her paa Stranden,” sagde han til Tommeltot, „medens jeg hviler mig. Men gaa ikke længere bort, end du kan finde tilbage til mig!“
Drengen vilde nu først klavre op paa en af Klitterne for at se, hvordan der saa ud indenfor. Men da han havde gaaet et Par Skridt, var der noget, der klirrede mod hans Træsko. Han bøjede sig ned og saa, at der i Sandet laa en lille Kobbermønt, der var saa fortæret af Ir, at den var næsten gennemsigtig. Den var saa lille og daarlig, at han ikke engang gad tage den op, men sparkede den af Vejen.
Men da han atter rejste sig op, blev han helt forskrækket,
