XIV
SAGNET OM SMAALAND.
Tirsdag 12. April.
Vildgæssene havde haft en god Rejse over Havet og var slaaet ned i Tjust Herred i det nordlige Smaaland. Det Herred saa ud, som om det ikke kunde bestemme sig til, om det vilde være Land eller Hav. Alle Vegne gik Havbugterne ind og skar Landet itu i Øer og Halvøer, i Odder og Næs. Havet var saa paatrængende, at det eneste, der kunde holde sig oppe, var Høje og Klipper. Alt Lavland var skjult under Havfladen.
Det var Aften, da Vildgæssene kom ind fra Havet, og det bakkede Land laa smukt imellem de blinkende Fjorde. Hist og her paa Øerne saa Drengen Huse og Hytter, og jo længere han kom ind imod Land, jo større og bedre blev Husene. Tilsidst voksede de til store, hvide Herregaarde. Langs Kysten stod der som oftest en Krans af Træer, indenfor den laa der Marker, og oppe paa Toppen af de smaa Høje tog Træerne fat igen. Han kunde ikke lade være at tænke paa Bleking. Her var igen et Sted, hvor Land og Hav mødtes paa saadan en stille, smuk Maade og ligesom søgte at vise hinanden det bedste og smukkeste, de havde.
Vildgæssene slog ned paa en nøgen Holm langt inde i Gaasefjorden. Ved første Blik ind mod Kysten saa de, at Foraaret havde gjort store Fremskridt, mens de var ude paa Øerne. De store, prægtige Træer var endnu ikke udsprungne, men Jorden under dem var broget af Guldstjerner og blaa og hvide Anemoner.
Da Vildgæssene saa Blomstertæppet, blev de bange for, at de var bleven for længe i den sydlige Del af Landet. Akka sagde straks, at der var ikke Tid til at opsøge nogen af deres Hvile-
