140
gyndt paa, og jeg skal skabe et nyt Land.’ Det gik Sankt Peter straks ind paa, og saa gav de sig til at arbejde hver paa sit Sted.
Vorherre flyttede sig lidt ned imod Syd, og der tog han sig over at skabe Skaane. Det varede ikke længe, før han var færdig, og saa spurgte han Sankt Peter, om han var færdig og vilde komme og se paa hans Arbejde. ‚Jeg har mit i Orden for længe siden,’ sagde Sankt Peter, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor tilfreds han var med, hvad han havde udrettet.
Da Sankt Peter saa Skaane, maatte han indrømme, at det Land var der ikke andet end godt at sige om. Det var et frugtbart Land, let at dyrke, med store Sletter, hvor han saa hen, og knap et Tilløb til Bjerge. Man kunde se, at Vorherre havde ment at lave det saadan, at der var godt at være. ‚Ja, det er et rigtig godt Land,’ sagde Sankt Peter, ‚men jeg tror dog nok, at mit er bedre.’ — ‚Lad os saa gaa hen og se paa det,’ sagde Vorherre.
Da Sankt Peter begyndte paa Arbejdet, var Landet allerede færdigt mod Nord og Øst, men den sydlige og vestlige Del og hele det Indre af Landet havde han faaet Lov at skabe paa egen Haand. Da nu Vorherre kom derop, hvor Sankt Peter havde arbejdet, blev han saa forskrækket, at han pludselig stod stille og sagde: ‚Hvordan i Alverden har du baaret dig ad med det Land, Sankt Peter?’
Sankt Peter stod ogsaa og saa sig forundret om. Han havde haft den Tanke, at der ikke var noget saa godt for et Land som megen Varme. Derfor havde han samlet en umaadelig Masse Stene og Klipper sammen og muret et Højland op, og det havde han gjort, for at det skulde komme tæt op til Solen og faa rigtig godt af Solvarmen. Ovenpaa Stenmasserne havde han bredt et tyndt Lag Muldjord, og saa havde han troet, det hele var klappet og klart.
Men mens han var nede i Skaane, var der faldet et Par stærke Regnbyger, og mere behøvedes der ikke for at vise, hvad hans Arbejde duede til. Da Vorherre kom for at tage Landet i Øjesyn, var al Muldjorden skyllet bort, og den nøgne Klippegrund stak frem overalt. Hvor det var bedst, laa der Ler og tungt Grus ovenpaa Klippen, men det saa' saa magert ud, at ethvert Barn kunde begribe, der knap kunde gro andet end Gran og Enebær og en Smule Mos og Lyng. Hvad der var rigeligt med, det var Vand. Det fyldte alle Kløfter i Klippen, og Søer, Aaer og Bække saa man alle Vegne,
