232
der. Og som han stod der og glædede sig over, hvad han saa, og tænkte ved sig selv, at et skønnere Land end Sørmland var der da ikke i Verden, hørte han en sukke dybt lige bagved sig, Saa vendte han sig om og saa en gammel Daglejer, der stod bøjet over sin Spade. „Er det dig, der sukker saa dybt?” sagde saa Hr. Karl. „Hvad har du at sukke for?” — „Jeg maa nok sukke, at jeg skal gaa her og arbejde Dag ud og Dag ind,” svarede Daglejeren. Men Hr. Karl havde et heftigt Sind og kunde ikke lide, at Folk klagede. „Har du ikke andet at klage over?“ raabte han. „Jeg siger dig, jeg vilde være tilfreds, om jeg alle mine Dage kunde gaa og grave i Sørmlands Jord.” — „Gid det da maatte gaa Eders Naade, som I ønsker!” svarede Daglejeren.
Men senere sagde man, at Hr. Karl for de Ords Skyld ikke fandt Ro i sin Grav, da han var død, men hver Nat kom han til Store Djulø og gravede i sin Have. Ja, nu var der jo hverken Slot eller Have længer; der, hvor den en Gang havde ligget, var der kun en ganske almindelig Skovbakke. Men det kan ske for den, der gaar igennem Skoven en mørk Nat, at han faar Øje paa den.
Her standsede den gamle og skottede hen til en mørk Krog i Stuen. „Var der ikke noget, der rørte sig?” spurgte hun.
„Vist ikke, Moder, fortæl I bare videre!“ sagde Sønnekonen. „Jeg saa i Gaar, at Musene havde gnavet et stort Hul henne i Krogen, men jeg havde saa meget andet at bestille, at jeg glemte at stoppe det. Fortæl os nu bare, om nogen har set den Have!”
„Ja,” sagde den gamle Kone. „I maa vide, at min egen Fader engang har set den. En Sommernat kom han gaaende gennem Skoven, og pludselig saa han ved Siden af sig en høj Havemur, og over den kunde han skimte de dejligste Træer, der var saa fulde af Blomster og Frugter, at Grenene hang langt ud over Muren. Min Fader gik ganske stille nærmere og kunde ikke begribe, hvor den Have var kommen fra. Da blev der pludselig lukket en Port op i Muren, og en Gartner kom ud og spurgte min Fader, om han ikke vilde se hans Have. Manden havde Spade i Haanden og gik med et stort Forklæde ligesom andre Gartnere, og Fader vilde lige til at gaa med ham, da han kom til at kaste et Blik paa hans Ansigt. I det samme genkendte min Fader den spidse Pandelok og Fipskægget. Det var Hr. Karl op ad Dage, saadan som Fader
