266
fra een Side,“ tænkte Drengen. „Der maa være mange Varer, der skal føres herigennem Landet nordfra.”
Alligevel syntes han, det var underligt, for han troede, at Norden for Vestmanland var det ligesom forbi med Sverige. Hvad der var tilbage af Landet kunde vel knap være andet end Skov og Vildmark, tænkte han.
Da Vinden havde drevet Vildgæssene helt over til Sagaaen, blev Akka aabenbart klar over, at de var kommen et helt andet Sted hen, end hun vilde, for her vendte hun med Flokken og begyndte i stærk Modvind at kæmpe sig tilbage imod Vest. De fløj altsaa endnu engang over den stribede Slette og fortsatte derpaa Vejen ind imod den vestlige Del af Landskabet, der bestod af skovrige Bjergstrækninger.
Saa længe Drengen fløj over Sletten, sad han bøjet ud over Gaasens Hals og saa ned, men da den ophørte, og han saa, at der laa store Skovegne foran ham, rettede han sig op og tænkte, at nu vilde han hvile sine Øjne, for der, hvor Jorden var dækket af Skov, var der sjælden noget videre at se efter.
Da de havde fløjet en Tid henover skovbevoksede Aase og Smaasøer, hørte Drengen noget, der peb og ligesom klagede sig, nede paa Jorden.
Saa var han jo nødt til at bøje sig forover og se ned. Vildgæssene fløj ikke videre hurtig nu, da de stred sig frem imod Vinden, saa han kunde ganske tydelig se Landet under sig. Det første, han opdagede, var et stort Hul, der gik lige ned i Jorden. Ovenover Hullet var der rejst et Hejseværk af tykke Bjælker, og Hejseværket hentede netop nu med Hvinen og Piben en Tønde op, der var fyldt med Sten. Rundt omkring laa der store Stenbunker, en Dampmaskine stod og prustede i et Skur, Kvinder og Børn sad i en Rundkreds paa Jorden og sorterede Sten, paa en smal Hestebane rullede nogle Vogne belæssede med graa Stenblokke, og i Skovbrynet laa der smaa Arbejderboliger.
Drengen kunde ikke begribe, hvad alt dette var for noget, og han raabte af fuld Hals derned: „Hvad er det for et Sted, hvor de henter saa mange Graasten op af Jorden?”
„Nej, hør til det Fæ! Hør til det Fæ!“ kvidrede Spurvene, der hørte hjemme der paa Stedet og vidste god Besked. „Han kender ikke Forskel paa Jernmalm og Graasten.”
Da begreb Drengen, at det, han saa, var en Grube. Han blev noget skuffet, for han havde tænkt sig, at en Grube
