311
paa Skud, og da han nu forstod, der ingen Fare var paa Færde, lokkede det ham ogsaa. Det lod til, at de var saa muntre derhenne ved Blussene, at det ikke var nok for dem at le og raabe, men de maatte tage Bøsserne til Hjælp og skyde. Og henne ved et Blus, der brændte paa et Bjerg, sendte de nu Raketter i Vejret. Der havde de et stort Blus, og højt oppe laa det, men det var ikke nok. De vilde have det endnu smukkere. Helt op i Himlens Skyer skulde det ses, hvor glade de var.
Drengen nærmede sig ganske langsomt Bredden, men saa naaede der Sang ud til ham. Da gav han sig til at løbe ind imod Land. Dette maatte han virkelig være med til.
Helt inde i Rättvikbugten gaar der en uhyre lang Dampskibsbro ud i Vandet, og yderst ude paa den stod der en Flok Sangere og sang ud over Søen i den sene Nattetime. Det var, som om de troede, at Foraaret ligesom Vildgæssene sov ude paa Siljans Is, og de vilde vække det.
Sangerne begyndte med: „Jag vet ett land långt upp i höga nord”, og saa kom „Om sommaren sköna, när marken hon gläds vid Dala två älvarna Vida”, derpaa „Marschen går till Tuna”, „Mandom, mod och morske män” og tilsidst „I Dalarna bodde, i Dalarna bo”. Det var altsammen Sange om Dalarna. Paa Dampskibsbroen brændte der ingen Blus, og Sangerne kunde ikke se sig vidt om. Men med Tonerne steg Billedet af deres Land op for dem og for alle, der hørte dem, lysere og skønnere, end om det havde været lyst. Det var ligesom de vilde røre Foraaret: „Se dog, hvad for et Land der ligger og venter paa dig! Vil du dog ikke komme os til Hjælp? Vil du virkelig længe endnu lade Vinteren lægge sit Tryk over disse skønne Egne?”
Saa længe Sangen varede, stod Niels Holgersen og lyttede til den, men da den holdt op, skyndte han sig ind imod Land. Helt inde i Bugten var Isen borte, men der var fuldt af Sandbanker, saa han alligevel slap lykkeligt hen til et Blus, der laa paa selve Strandbredden. Med stor Forsigtighed listede han sig saa nær, at han kunde se de Mennesker, der sad og stod ved Ilden, og høre, hvad de sagde. Og igen maatte han undre sig over, hvad det vel kunde være, han saa, og han spurgte sig selv, om det var andet end et Syn. Aldrig før havde han set Mennesker klædt saadan paa. Kvinderne havde sorte Tophætter paa Hovedet, smaa, hvide Skindtrøjer, lyserøde Tørklæder om Halsen, grønne Silke-
