Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

27

knoklede, og Halsen var tynd. Alt dette var Alderens Værk. Kun Øjnene havde Tiden ikke faaet Bugt med. De skinnede klarere, ligesom yngre end nogen af de andres.

Den vendte sig nu med Værdighed til Gasen. „Nu skal du vide, Gase, at jeg er Akka fra Kebnekajse, og at den Gaas, der flyver mig nærmest til højre, er Yksi fra Vassijaure, og den til venstre er Kaksi fra Nuolja! Du skal ogsaa vide, at den anden Højregaas er Kolme fra Sarjektjokko, og den anden Venstregaas er Neljä fra Svappavara, og bag dem flyver Viisi fra Oviksfjeldene og Kuusi fra Sjangeli! Og du skal vide, at disse, ligesom de seks Gæslinger, der flyver bagest, tre til højre og tre til venstre, alle er Højfjeldsgæs af bedste Stamme. Du maa ikke holde os for Landstrygere, der slaar Følgeskab med hvemsomhelst, og du maa ikke tro, vi lader nogen dele vor Soveplads, som ikke vil sige, af hvad Slægt han er kommen.”

Da Førergaasen, Akka, talte saadan, gik Drengen hurtig hen til hende. Det havde gjort ham ondt, at Gasen, der havde svaret saa flinkt for sig selv, gav saa undvigende Svar, da det gjaldt ham. „Jeg vil ikke holde hemmeligt, hvem jeg er,” sagde han. „Jeg hedder Niels Holgersen og er Søn af en Husmand, og lige til den Dag i Dag har jeg været et Menneske, men i Formiddags …“

Længere kom Drengen ikke. Næppe havde han sagt, at han var et Menneske, før Førergaasen veg tre Skridt tilbage og de andre endnu længere. Og de strakte alle Hals og hvæsede vredt af ham.

„Dette har jeg haft en Mistanke om lige fra det første Øjeblik, jeg saa dig her paa Søens Bred,“ sagde Akka. „Og nu maa du straks forføje dig bort. Vi taaler ingen Mennesker iblandt os.“

„Det er da ikke muligt,“ sagde Gasen mæglende, „at I Vildgæs kan være bange for en, der er saa lille. I Morgen skal han nok rejse hjem, men i Nat maa I da lade ham blive her hos os. Ingen af os kan forsvare at lade saadan en lille Stakkel klare sig paa egen Haand med Væseler og Ræve nu ved Nattetid.”

Vildgaasen kom nu nærmere, men det var let at se, at hun havde ondt ved at beherske sin Frygt. „Jeg har lært at være bange for alt, der bærer Menneskenavn, hvad enten det er stort eller smaat,” sagde hun. „Men hvis du, Gase, vil svare for denne her, at han ingen Fortræd gør os, saa maa han vel