360
Flok herude paa Havet!“ sagde han og svævede bort med skøn og hurtig Flugt. — „Det var jo den Ørn, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene,” sagde Drengen og saa forundret efter ham.
 De yderste Skær |
Vildgæssene agtede at drage bort fra Skæret i god Tid, men først vilde de dog græsse lidt. Mens de gik og aad, kom en Fjeldand hen til Dunfin. „Jeg skulde hilse dig fra dine Søstre,” sagde hun. „De tør ikke vise sig iblandt Vildgæssene, men de bad mig huske dig paa, at du ikke maatte forlade Skæret, før du havde besøgt den gamle Fisker.” — „Ja, det er sandt,“ sagde Dunfin. Men hun var nu bleven saa ængstelig, at hun ikke turde gaa alene derhen, men bad Gasen og Tommeltot følge med op til Hytten.
Der stod Døren aaben. Dunfin gik ind, men de to andre blev udenfor. Straks efter hørte de Akka give Tegn til Opbrud, og de kaldte paa Dunfin. Graagaasen korn ud af Hytten og fløj bort fra Skæret med Vildgæssene.
De var naaet et temmelig langt Stykke ind i Skærgaarden, da Niels begyndte at se forundret paa den Graagaas, der var fulgt med dem. Dunfin fløj ellers let og lydløst. Men
