XXXVI.
STOCKHOLM.
Lørdag 7. Maj.
For nogle Aar siden var der paa Skansen, den store Park udenfor Stockholm, hvor man har samlet saa mange mærkelige Ting, en lille, gammel Mand ved Navn Klement Larsson. Han var fra Helsingland og var kommen til Skansen for at spille Folkedanse og andre gamle Melodier paa sin Violin. Men det var naturligvis mest om Eftermiddagen, han optraadte som Spillemand. Om Formiddagen havde han gerne Opsyn i et eller andet af de morsomme Bønderhuse, der fra alle Dele af Landet er flyttet til Skansen.
I Begyndelsen syntes Klement, at han havde faaet det bedre paa sine gamle Dage, end han nogensinde havde drømt om, men efter en Tids Forløb begyndte han at kede sig aldeles forfærdeligt, især naar han havde Opsyn. Det kunde endda gaa an, naar der kom Folk ind i Huset for at se det, men det kunde ske, at Klement i mange Timer sad der ganske alene. Da længtes han i den Grad hjem, at han var bange for, han blev nødt til at sige sin Plads op. Han var meget fattig og vidste, at hjemme vilde han komme paa Fattigvæsenet. Derfor søgte han at holde ud saa længe som muligt, skønt han blev mere og mere ulykkelig for hver Dag, der gik.
En smuk Eftermiddag i Begyndelsen af Maj havde Klement faaet fri et Par Timer og var paa Vej ned ad den stejle Bakke, der fører ned fra Skansen, da han mødte en Skærgaardsfisker, der kom gaaende med en Kasse paa Ryggen. Det var en ung, rask Mand, der plejede at komme op til Skansen og falbyde Søfugle, som han havde haft Held til at fange levende, og Klement havde mange Gange før talt med ham.
