370
og Duft. Der lagde sig en mild Glans over dem, saa de fik en Skønhed, de ikke før havde haft.
Og han forstod, hvad alt dette kom af. For det er saadan med Havfruerne, at hvem der ser dem, kan ikke andet end finde dem skønnere end alle andre, og da nu Havfruens Blod blandede sig med Vandet og skyllede op paa Kysterne, gik hendes Skønhed over paa dem, og det blev deres Arvelod, at alle, der saa' dem, maatte elske dem og drages til dem i Længsel.
Da den fornemme, gamle Herre var kommen saa langt i sin Fortælling, vendte han sig om til Klement og saa' paa ham, og Klement nikkede alvorligt til ham, men han sagde ikke noget for ikke at afbryde Fortællingen.
„Nu maa du lægge Mærke til, Klement,” vedblev den gamle Herre, og der kom med eet et lille skælmsk Glimt i hans Øjne, „at fra den Tid begyndte Folk at bosætte sig paa Holmene. Først var der ikke andre end Fiskere og Bønder, der slog sig ned derude, men en skøn Dag kom Kongen og hans Jarl sejlende op igennem Strømmen. De gav sig straks til at tale om de tre Holme, og de gjorde hinanden opmærksom paa, at hvert eneste Skib, som vilde sejle ind i Mälaren, maatte forbi dem. Og Jarlen sagde, at her burde man sætte en Laas for Farvandet, som man kunde aabne og lukke efter Behag: slippe Handelsskibene ind og lukke Sørøverflaaderne ude.
„Og ser du, det blev til Alvor,” sagde den gamle Herre og rejste sig og gav sig igen til at tegne i Sandet med sin Stok. „Paa den største af Øerne her, kan du se, byggede Jarlen en Borg med et stærkt Hovedtaarn, der kaldtes Kärnan. Og rundt paa Holmen byggede han Mure, saadan. Og her imod Syd satte han en Port i Muren og et stærkt Taarn ovenover. Han byggede Broer over til de andre Holme og forsynede ogsaa dem med høje Taarne. Og ude i Vandet, rundt om det altsammen, satte han en Kreds af Pæle med Bomme, der kunde aabnes og lukkes, saa at ingen Skibe kunde sejle forbi uden hans Tilladelse.
Du ser altsaa Klement, at de tre Holme, der saa længe havde ligget uænsede hen, i en Fart blev en stærk Fæstning. Men ikke nok med det. Disse Kyster og Sunde, de drager Mennesker til sig, og snart kom der Folk alle Vegne fra og nedsatte sig paa Holmene. For disse Menneskers Skyld byggede Jarlen en Kirke, der senere fik Navnet Stor-
