409
paa mange Steder kunde udvide sig til Søer. Bredderne var tæt bebygget med store, prægtige Gaarde. Da de fløj hen over Dalen, hørte Ørnen Drengen undre sig over, at de Enge og Marker, der laa, kunde strække til for saa stor en Befolkning.
„Her bor Høstfolkene, der mejer Skovmarken,” sagde Ørnen.
Drengen tænkte paa de lave Huse og de sammenbyggede Gaarde i Skaane. Her boede Bønderne ligefrem paa Herregaarde. „Det lader til, det betaler sig godt at arbejde i Skoven,” sagde han.
Ørnen havde tænkt sig at flyve mod Nord tværs over Ljungan, men da han var kommen et Stykke ud over Elven, hørte han Drengen undre sig over, hvem der tog sig af Tømmeret, naar det var sat i Stak paa Elvbredden. Da vendte Gorgo om og fløj østpaa ned ad Elven. „Det er Elven, der tager sig af det og kører det til Mølle,” sagde han.
Drengen tænkte paa, hvor nøje man hjemme passede paa, at ikke et Korn gik til Spilde. Her kom nu de store Masser af Tømmer flydende i Elven, uden at nogen tog Vare paa dem. Han var vis paa, at ikke mere end Halvdelen af Bjælkerne kom derhen, hvor de skulde. Nogle flød midt i Strømfuren, og for dem gik det godt nok, men der var andre, der flød langs med Bredden, og de stødte mod Odder eller blev liggende i Vigenes Dødvande. I Søerne samlede Bjælkerne sig i saadan Mængde, at de dækkede hele Overfladen. Det saa' ud, som de kunde blive liggende og hvile sig der, saa længe det skulde være. Ved Broerne blev de siddende fast; i Faldene kunde det ske, at de knækkede midt over, i Fosserne kom de i Klemme mellem Stenene og taarnede sig op til høje, vaklende Stabler. „Jeg gad nok vidst, hvor længe den Høst er om at komme til Mølle,” sagde Drengen.
Ørnen blev ved at flyve langsomt ned langs med Ljungan. Mange Steder hvilede han paa Vingerne, for at Drengen skulde faa Tid til at se, hvordan Høstarbejdet gik for sig der i Landet.
Da de havde fløjet lidt, kom de til et Sted, hvor Flödningsfolkene arbejdede. Og Ørnen hørte Drengen sige til sig selv, hvad det mon var for et Folk, der løb langs Bredden.
