418
bredte sig. Fra en Sæter kunde den ikke komme, men der var maaske Kulsviere i Skoven. Paa Skansen havde han set en Kulsvierhytte og en Kulmile, og han havde hørt, at der var adskillige her i disse Skove. Men det var vist ellers om Efteraaret og Vinteren, at Kulsvierne havde Milerne tændt.
Røgen blev stærkere hvert Øjeblik. Nu kom den bølgende over hele Aasen. Der var vist ikke Tale om, at en Kulmile kunde give saa megen Røg. Der maatte være Brand et eller andet Sted, for en Mængde Fugle fløj op og drog over til den nærmeste Aas. Baade Høge og Tjurer og andre, der var saa smaa, at det var umuligt at kende dem, flygtede for Branden.
Den lille, hvide Røgsøjle var vokset til en tung, hvid Sky, der væltede ud over Aasens Rand og sank ned imod Dalen. Og ud af Skyen fløj der Gnister og Sodfnug, og nu og da kunde man ogsaa se en rød Flamme inde i Røgen. Der maatte være udbrudt en vældig Brand derovre. Men hvad i Alverden var det, der brændte? Der kunde da umulig ligge en stor Bondegaard skjult i Skoven!
Men det maatte ogsaa være mere end en Gaard, for at der kunde blive saadan en Brand ud af det. Nu kom der ikke alene Røg fra Aasen, ogsaa fra Dalen nedenfor, som han ikke kunde se, fordi den laa skjult af den nærmeste Aas, steg der store Røgmasser op. Det var umuligt andet, end at det var selve Skoven, der brændte.
Det var svært at faa i sit Hoved, at den friske, grønne Skov kunde brænde, men saadan hang det nok alligevel sammen. Men var det virkelig Skoven, der brændte, da kunde Ilden maaske naa helt over til ham? Meget sandsynligt var det jo ikke, men alligevel vilde det være rart, om Ørnen snart kom tilbage. Det var bedst at slippe væk herfra. Alene Brandlugten, som han var nødt til at indaande med hvert Aandedrag, var ulidelig.
Det var da en forfærdelig Knitren og Bragen nu lige paa een Gang! Den kom fra Aasen nærmest ved ham. Allerøverst oppe stod der en høj Fyr, netop Mage til den, han selv sad i. Den var saa høj, at den ragede op over de andre Træer. Nylig stod den rødmende i Morgensolen, nu glødede alle dens Naale lige med eet; Ilden havde naaet den. Saa smuk havde den nok aldrig før været, men det var ogsaa sidste Gang, den kunde vise sin Skønhed. Fyrren
