437
bleven vred paa hende, havde sendt denne Sygdom over hende. Men ikke nok med det: Taterkvinden havde truet hende og sagt, at ligesaa ilde, som det gik hende selv, skulde det gaa alle dem, der tog imod hende under deres Tag og var gode imod hende. Det troede hun paa, og det var derfor, hun nu bad dem jage hende ud af Huset og aldrig se til den Side, hvor hun var. Hun vilde ikke bringe Ulykke over saadanne gode Mennesker. Men Forældrene havde ikke gjort, som hun bad dem. Det var ikke umuligt, at de var bleven lidt bange, men de var ikke de Folk, der kunde jage et fattigt, dødssygt Menneske paa Porten.
Kort efter døde hun, og saa begyndte Ulykkerne. Før havde de aldrig kendt til andet end Glæde der i Huset. Fattige var de ganske vist, men helt forarmede var de da ikke. Deres Fader lavede Væverkamme, og Moderen og Børnene hjalp ham med Arbejdet. Faderen snittede selv Kammene, og Moderen og den store Søster bandt dem. De mindre Børn høvlede Tænderne til og skar dem ud. De arbejdede fra Morgen til Aften, men de havde det altid hyggeligt og muntert, især naar Faderen fortalte om den Tid, da han havde vandret om i fjerne Lande og solgt Væverkamme. Faderen havde et velsignet Humør og havde tit fortalt saadan, at Moderen og alle Børnene var nær ved at le sig ihjel.
Tiden efter den fattige Kones Død stod for Børnene som en ond Drøm. De vidste ikke, om den havde været kort eller lang; de huskede kun, at der havde været den ene Begravelse efter den anden derhjemme. Det var deres Søskende, der døde og blev baaret til Graven, den ene efter den anden. De havde jo ikke haft mer end fire Søskende, saa mer end fire Begravelser kunde der ikke have været, men for Børnene stod det, som om der havde været mange flere. Tilsidst var der blevet saa stille og trykket derhjemme i Stuen. Det var, som om der hver Dag blev holdt Gravøl.
Moderen holdt nogenlunde Modet oppe, men Faderen blev en helt anden. Han kunde hverken spøge eller arbejde mere, men sad fra Morgen til Aften med Hovedet i Hænderne og grublede.
En Gang — det var efter den tredje Begravelse — brød han ud i vilde, fortvivlede Ord, som gjorde Børnene bange. Han kunde ikke forstaa, sagde han, hvorfor saadan en
