39
paa Morlillen. Da betænkte han sig ikke længe, men gik hen og rakte en af Egernungerne op til hende.
Og Morlille vilde ikke vise sig uværdig til hans Tillid, men bukkede sig ned og tog imod Egernungen og stod og holdt den, til Nissen var klatret op til Buret med den anden og kom og hentede den, han havde betroet hende.
Næste Morgen, da Folkene i Bondegaarden samledes til Davre, kunde den gamle Kone jo ikke bare sig for at fortælle, hvad hun havde set om Natten. Og de lo naturligvis allesammen af hende og sagde, at det var noget, hun havde drømt. Der var saamænd ingen Egernunger saa tidlig paa Aaret.
Men hun var sikker i sin Sag og bad dem se efter i Egernburet, og det gjorde de. Og da laa der paa Løvsengen i Stuen fire smaa halvnøgne og halvblinde Unger, der var idetmindste et Par Dage gamle.
Da vor Far i Gaarden saa Ungerne, sagde han: „Det maa nu være, hvordan det vil, med dette her, men vist er det, at vi her paa Gaarden har baaret os saadan ad, at vi maa skamme os baade for Dyr og Mennesker.“ Og saa tog han Egernet og alle Ungerne ud af Buret og lagde dem i Morlillens Forklæde. „Gaa du ud i, Nøddekrattet med dem,“ sagde han, „og lad dem faa deres Frihed tilbage!“
Det var denne Begivenhed, der blev talt saa meget om, og som endog kom i Avisen, men som de fleste ikke vilde tro paa, fordi de ikke kunde forklare, hvordan saadan noget kunde ske.
VITTSKÖVLE.
Lørdag 26. Marts.
Et Par Dage efter tildrog der sig igen en lignende mærkelig Begivenhed. En Flok Vildgæs kom en Morgenstund og slog ned paa en Mark ovre i det østlige Skaane ikke langt fra den store Gaard Vittskövle. I Flokken var der tretten Gæs af den sædvanlige graa Farve og en hvid Gase, der paa Ryggen havde en lille Purk, som var iført gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue.
De var nu temmelig nær ved Østersøen, og paa den Mark, hvor Gæssene var slaaet ned, var Jorden sandet, som den gerne er ved Kysten. I den Egn havde der rimeligvis før været Flyvesand, for flere Steder var der store Granplantager, sagtens for at binde Sandet.
Da Vildgæssene havde græsset en Tid, kom der gaaende nogle Børn i Agerrenen. Den Gaas, der stod paa Vagt, kastede sig hurtig op i Luften med smældende Vingeslag, for at hele
