463
„Akka, Akka, Akka fra Kebnekajse!” raabte de unge Gæs med ynkelig Stemme. — „Hvad er der nu i Vejen?“ spurgte Førergaasen. — „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere,” skreg Ungerne. „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere.” — „Vildgæs maa lære at æde Luft og drikke Vind,” svarede Førergaasen og standsede ikke, men blev ved at flyve som før.
Det lod næsten til, at Ungerne lærte at leve af Luft og Vind, for da de havde fløjet lidt, klagede de ikke mere over Sult. Vildgæsflokken var endnu oppe mellem Fjeldene, og de gamle Gæs raabte med høj Stemme Navnet paa alle de Bjergtoppe, de fløj forbi, for at de unge skulde lære, hvad de hed. Men da de en Tid lang havde raabt: Det er Porsotjåkko, det er Sarjektjåkko, det er Sulitelma!” blev Ungerne igen utaalmodige.
„Akka, Akka, Akka!” raabte de med hjerteskærende Stemme. — „Hvad er der i Vejen!“ spurgte Førergaasen. — „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved!” skreg Ungerne. „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved.” — „Jo mere der kommer ind i et Hoved, jo bedre Plads bliver der,“ svarede Førergaasen og blev ved at raabe de mærkelige Navne ligesom før.
Niels Holgersen tænkte ved sig selv, at det var paa Tiden, Vildgæssene drog sydpaa, for der var faldet saa meget Sne, at Jorden var hvid, saa langt han kunde se. Det kunde heller ikke nægtes, at de havde haft det uhyggeligt i Fjelddalen i den sidste Tid. Regn og Storm og tæt Taage havde skiftet ustandseligt, og klarede det en sjælden Gang, saa blev det straks Frostvejr. Bær og Svampe, som Drengen havde levet af Sommeren igennem, frøs eller raadnede væk, saa han tilsidst maatte æde raa Fisk, og det holdt han slet ikke af. Dagene blev korte, og de lange Aftener og sene Morgener havde jo været triste og kedelige for en, der ikke kunde sove akkurat saa længe, som Solen var borte fra Himlen.
Nu havde Gæslingerne omsider faaet saa store Vinger, at Rejsen sydpaa kunde begynde, og Drengen var saa glad, at han ikke gjorde andet end le og synge, mens han sad og red paa Gaaseryggen. Men det var nu ikke bare, fordi det var mørkt og koldt og knapt med Mad, at han længtes væk fra Lapland, det havde ogsaa andre Grunde.
De første Uger, han var der, længtes han sandelig ikke. Han syntes aldrig, han havde været i saa smukt og prægtigt
