470
af Angst. „Hvad er der i Vejen med jer, Hestene mine?” sagde Jætten og saa sig om for at opdage, hvad det var, der havde forskrækket Dyrene. Han kunde hverken se Ulve eller Bjørne i Nærheden. Det eneste, han kunde opdage, var, at en Vandringsmand, der ikke var nær saa stor og svær som han selv, men som alligevel var ret anselig og lod til at have gode Kræfter, var i Begreb med at klatre op ad Stigen, der førte til hans Fjeldhytte. Aldrig saasnart fik den gamle Fjeldjætte Øje paa Vandringsmanden, før han kom til at ryste fra Top til Taa ligesom Hestene. Han gav sig ikke Tid til at ende sit Arbejde, men skyndte sig ind i Storstuen til Jættekvinden, der sad og spandt Blaar paa en Haandten.
„Hvad er der paa Færde?“ sagde Konen. „Du er saa bleg som et Snefjeld.“ — „Skulde jeg ikke være bleg?” sagde Jætten. „Der kommer en Vandringsmand nede paa Vejen, og jeg er lige saa sikker paa, det er Asa-Tor, som jeg er paa, at du er min Kone.” — „Det var jo ikke velkomment Besøg,” sagde Konen. „Kan du ikke forhekse hans Øjne, saa han tager hele Gaarden for et Fjeld og gaar vor Dør forbi?” — „Nu er det for sent at øve den Trolddomskunst,“ sagde Jætten. „Jeg kan høre, han lukker Ledet op og træder ind i Gaarden.” — „Saa vil jeg raade dig til, at du holder dig skjult og lader mig alene om at tage imod ham,“ sagde Jættekvinden hurtigt. „Jeg skal gøre mit Bedste for, at han ikke saasnart kommer igen og besøger os.”
Det syntes Jætten var et overmaade godt Forslag. Han gik ind i Lillestuen, men hans Kone blev siddende paa Kvindebænken i Storstuen og spandt saa roligt, som om hun ikke anede nogen Fare.
Nu maa I vide, at paa de Tider saa der ganske anderledes ud i Jämtland end i vore Dage. Hele Landet var ikke andet end en stor, flad Højslette, der laa saa bar og nøgen, at der ikke engang kunde vokse Granskov paa den. Der var ingen Sø, ingen Flod, ingen Marker, hvor Ploven kunde gaa. Ikke engang de Fjelde og Bjergmasser, som nu ligger spredt over Landet, var der paa de Tider, men de stod allesammen opstillede langt ovre mod Vest. Mennesker kunde der ikke leve nogen Steder i hele det store Land, men Jætterne befandt sig saa meget desto bedre. Det var næppe uden deres Vilje og Mellemkomst, at Landet laa saa øde og ugæstfrit hen, og det havde nok sine gode Grunde, naar Fjeldjætten blev saa
