474
 Ristafossen |
Jættekvinden stod og støttede sig til Ledet. „Nu, da du er udenfor min Gaard, Haandfaste,” sagde hun, „saa vil jeg dog sige dig, at din Rejse op til os Jætter ikke har været saa lidet hæderfuld, som du selv lader til at tro. Det var ikke saa underligt, du fandt Vejen gennem vor Stue lang, for det var hele den Højslette, der kaldes Jämtland, du havde at gaa over. Heller ikke var det underligt, du havde ondt ved at sætte Tappen i Tønden, for det var alt det Vand, der kommer brusende ned fra Snefjeldene, der strømmede dig i Møde. Og da du ledte Vandet hen over vort Stuegulv, frembragte du Furer og Fordybninger, som nu er Floder og Søer. Det var ikke noget ringe Bevis paa din Styrke, du gav, da du drejede Kværnen en Omgang, for imellem Stenene laa der ikke Korn, men Kalksten og Skifer, og ved den ene Omdrejning malede du saa meget, at hele Højsletten er bleven dækket med en god og frugtbar Muldjord. At du ikke kunde ligge i den Seng, jeg havde redt til dig, undrer mig heller ikke, for jeg havde redt den med store, kantede Fjeldtoppe. Dem har du nu kastet over det halve Land, og det kan nok være, Menneskene ikke bliver saa taknemmelige for det som for det andet, du har gjort. Jeg
