XLVIII.
EN LILLE HERREGAARD.
Torsdag 6. Oktober.
Vildgæssene fulgte Klarelven saa langt som til den store Fabrik ved Munkfors. Derefter drejede de mod Vest, ad Fryksdalen til. Inden de endnu havde naaet Søen Fryken, begyndte det at mørkne, og de slog da ned i en sid Mose oppe i en Bjergskov. Mosen var et ganske godt Nattekvarter for Vildgæs, men Niels Holgersen syntes, at der var koldt og uhyggeligt, og vilde gerne have en bedre Soveplads. Mens de endnu var oppe i Luften, havde han set, at der laa nogle Gaarde nedenfor Aasen, og han begav sig skyndsomst afsted for at opsøge dem.
Vejen var længere, end han havde troet, og han var flere Gange fristet til at vende om igen. Men endelig blev Skoven mere aaben, og han kom ud paa en Landevej, der løb langs Skovbrynet. Fra Vejen førte en smuk Birkeallé op til en Gaard, og han styrede straks sine Skridt imod den.
Først kom han ind paa en Gaardsplads, der var ligesaa stor som et Torv og omgivet af lange, røde Huslænger. Da han var gaaet over den, kom han ind i en anden Gaard, og der saa' han Hovedbygningen med sin Sidefløj, med en Grusgang og en stor Plæne foran sig og en Have fuld af Træer bagved. Selve Hovedbygningen var lille og uanselig, men Plænen var kantet med en Række vældige Rønnetræer, der stod saa tæt, at de dannede en hel Væg omkring den, og Drengen syntes, det var, som om han var kommen ind i en prægtig, hvælvet Sal. Den blegblaa Himmel hvælvede sig over det hele, Rønnetræerne var gule med store, røde Klaser, Græsset var vel endnu grønt, men det var stærkt, klart Maaneskin, og det kastede en saadan Glans over Græsset, at dette skinnede hvidt som Sølv.
