494
Han sad og spekulerede hele Tiden, mens han spiste, og tilsidst spurgte han sig selv, om det ikke var ligesaa godt, at han blev her med det samme og lod Vildgæssene rejse syd paa uden ham. „Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare Morten Gase, at jeg ikke kan rejse hjem,” tænkte han. „Det er bedre, at jeg helt skiller mig fra ham. Jeg kunde jo da bære mig ad ligesom de smaa Egern, samle mig et Vinterforraad, saa jeg ikke behøvede at sulte ihjel, og jeg kunde vel nok finde mig en lun Krog i Kostalden eller Hestestalden, saa jeg ikke kunde fryse ihjel.”
Som han sad og tænkte paa dette, hørte han en let Susen over sit Hoved og straks efter stod der noget, der lignede en lille Birkestub, ved Siden af ham. Stubben vendte og drejede sig, og to lyse Punkter oppe i Toppen skinnede som et Par Gløder. Det saa' ud som det værste Spøgeri, men Drengen opdagede snart, at Stubben havde kroget Næb og et Par store Fjerkranse om de gloende Øjne, og saa blev han rolig igen.
„Det var da rigtig rart at træffe paa et levende Væsen!” sagde han. „Maaske De, Fru Natugle, kunde fortælle mig, hvad dette Sted hedder, og hvad det er for Folk, der bor her?“
Natuglen havde denne Aften som alle forrige Aftener siddet paa et Trin af den store Stige, der stod stillet op imod Taget, og havde kigget ned paa Grusgange og Græsplæner for at spejde efter Mus. Men til hendes Forbavselse havde der ikke vist sig saa meget som Halen af en Mus. I Stedet derfor saa' hun noget, der lignede et Menneske, skønt det var meget mindre, bevæge sig nede i Haven. „Der har vi nok den, der skræmmer Musene bort,” tænkte da Natuglen. „Hvad i al Verden kan det dog være for en?”
„Det er ikke et Egern, og det er ikke en Kattekilling, og det er ikke en Væsel,” tænkte hun videre. „Jeg troede dog, at en Fugl, der har boet saa længe som jeg paa en gammel Herregaard, maatte vide Besked med alt, hvad der findes i Verden. Men dette gaar over min Forstand.”
Og hun blev ved at stirre paa den Ting, der bevægede sig dernede paa Grusgangen, til hendes Øjne glødede. Tilsidst havde dog Nysgerrigheden faaet Overhaand, saa hun fløj ned paa Jorden for at tage den fremmede nærmere i Øjesyn.
Da Niels Holgersen begyndte at tale, bøjede Uglen sig frem og betragtede ham nøje. „Han har hverken Kløer eller Pigge,”
