496
Gader og Mure, at hun ikke kunde komme i Gang med Skriveriet. Rejste hun ud paa Landet, hvor hun kunde se paa Skove og Marker, vilde det maaske gaa bedre.
Hun var fra Värmland, og hun var ganske klar over, at hun vilde begynde Bogen med det Landskab. Og først og fremmest vilde hun fortælle om den Gaard, hvor hun var vokset op. Det var en gammeldags Gaard, der laa langt af Vejen, og hvor mange gammeldags Sæder og Skikke havde holdt sig. Hun tænkte, det vilde være fornøjeligt for Børn at høre om de mange forskellige Sysler, der havde fulgt paa hinanden Aaret rundt. Hun vilde fortælle dem, hvordan de havde holdt Jul og Nytaar og Paaske og Sankt Hansfest i hendes Hjem, hvad for Møbler og Husgeraad de havde haft, hvordan der havde set ud i Køkken og Fadebur, i Lo og Lade, i Stald og Badstue. Men da hun skulde til at skrive om det, kunde hun ikke faa. Pennen af Stedet. Hun kunde ikke begribe, hvad det kom af, men saadan var det nu.
Det stod jo nu rigtignok altsammen ligesaa tydeligt for hende, som om hun endnu levede iblandt det. Men hun sagde til sig selv, at siden hun alligevel maatte tage ud paa, Landet, kunde hun ligesaa gerne rejse hjem til den gamle Gaard og se paa den endnu en Gang, inden hun skrev om den. Hun havde ikke været der i mange Aar, og hun havde ikke noget imod at have en Anledning til at rejse derhen. Egentlig længtes hun altid efter den, hvor i Verden hun saa var. Hun saa' godt, at der var andre Steder, der var baade smukkere og bedre, men ingen Steder fandt hun den Fred og Hygge, som hun havde følt i sit Barndomshjem.
Det var nu imidlertid ikke saa let en Sag for hende at rejse hjem, som man skulde tro, for Gaarden var solgt til Folk, hun ikke kendte. Hun troede jo nok, de vilde tage godt imod hende, men hun kom ikke til den gamle Gaard for at sidde og snakke med fremmede Mennesker, men for rigtig at fordybe sig i, hvordan der havde været i gamle Dage. Derfor indrettede hun det saadan, at hun kom dertil sent en Aften, da Arbejdet var til Ende, og Folkene var inden Døre.
Hun havde aldrig tænkt sig, at det kunde være saa underligt at komme hjem. Mens hun sad i Vognen og var paa Vejen til den gamle Gaard, syntes hun, at hun blev yngre og yngre for hvert Minut, og snart var hun ikke mere et gammelt Menneske med Haar, der begyndte at graane, men en lille Pige med korte Skørter og en lang, hørgul Pisk ned ad Nakken.
