498
hjemmevævede, uldne Kjoler, kom vel ogsaa ved den Tid, og det var et Par fornøjelige Uger, naar alle Husets Folk sad sammen og syede. Skomageren, der lavede Sko til hele Huset, sad paa samme Tid ovre i Karlekammeret og arbejdede, og man kunde aldrig blive træt af at se paa, hvordan han skar Læderet til og forsaalede og bagflikkede og slog Ringe i Snørehullerne.
Men den største Travlhed kom dog henimod Jul. Lucie-Dag, da Stuepigen gik om i hvid Kjole, med Lys i Haaret, og bød hele Huset til Kaffe Klokken fem om Morgenen, kom netop som et Tegn paa, at de næste to Uger kunde de ikke gøre Regning paa megen Søvn. Nu skulde de brygge Juleøl og bløde Fisk ud og have Julebagning og Julerengøring.
Hun stod netop midt i Bagningen med Pebernødder og Julekager omkring sig, da Skydskarlen holdt Hestene an ved Indkørslen til Alleen, som hun havde bedt ham om. Hun fo'r op som af Drømme. Det var uhyggeligt for hende at sidde der alene i den silde Aften; hun havde nylig troet sig omgiven af alle sine Kære. Da hun steg af Vognen og begyndte at gaa op ad Alleen for at komme ubemærket til sit gamle Hjem, følte hun saa bittert Forskellen mellem før og nu, at hun havde mest Lyst til at vende om. „Hvad kan det nytte, jeg kommer her? Her kan jo alligevel ikke være som i gamle Dage,” tænkte hun.
Men da hun nu var kommen saa langt, syntes hun dog, hun maatte se Gaarden, og hun gik videre, skønt hun blev mere og mere tung om Hjertet for hvert Skridt.
Hun havde hørt, at Gaarden skulde være meget forfalden og forandret, og det var den sagtens ogsaa. Men det kunde hun ikke se nu ved Aftentid. Hun syntes snarere, alt var ganske som før. Her var Dammen, der i hendes unge Dage havde været fuld af Karudser, som ingen maatte Fiske, fordi hendes Fader vilde have, at de Karudser skulde have Lov at gaa i Fred, hvor de gik. Der var Længen med Folkestuen og Fadeburet og Stalden med „Vællingklokken” paa den ene Gavl og Vejrfløjen paa den anden. Og Gaardspladsen udenfor Stuehuset var endnu som et indelukket Rum uden Udsigt til nogen af Siderne, ganske som den var i hendes Faders Tid, for han nænnede aldrig at hugge saa meget som en Busk.
Hun var bleven staaende i Skyggen under den store Ahorn ved Indkørslen til Gaarden og saa' sig om. Og som hun stod der, hændte der det mærkelige, at en Flok Duer kom og slog ned ved Siden af hende.
