507
dem, til vi fik Tøjet i Stykker, men da var det ikke Korn, der strømmede ud, men blanke Guldstykker. Dem havde vi Vildgæs ingen Brug for, og vi lod dem blive, hvor de var. I alle disse Aar har vi slet ikke tænkt paa vort Fund, men nu i Efteraaret er der hændet os noget, som gør, at vi ønsker os Guld. Vi véd nok, at det er meget usandsynligt, at Skatten er her endnu, men vi er alligevel fløjet herover for at bede dig se efter, hvordan Sagerne staar.”
Drengen sprang ned i Kløften, tog en Muslingskal i hver Haand, og gav sig til at kaste Sandet til Side. Poser fandt han ingen af, men da han havde gravet et temmelig dybt Hul, hørte han en Klingren som af Metal og saa', at der laa en Guldmønt. Han følte sig for med Hænderne, mærkede, at der laa mange runde Mønter i Sandet, og skyndte sig op til Akka. „Poserne er raadnet op og smuldret hen,” sagde han, „saa Pengene ligger strøet omkring i Sandet, men alt Guldet er der vist.” — „Det er godt,” sagde Akka. „Fyld nu Hullet igen og læg Sandet til Rette, saa ingen kan se, der har været rørt ved det!“
Drengen gjorde, som hun sagde, men da han derpaa kom ud paa Klippen, blev han overrasket ved at se, at Akka havde stillet sig i Spidsen for de seks Vildgæs, og at de alle med stor Højtidelighed kom gaaende henimod ham. De blev staaende foran ham, nejede mange Gange med Halsene og saa' saa fornemme ud, at han ikke kunde andet end tage Huen af og bukke for dem.
„Vi har noget at sige dig,“ sagde Akka. „Alle vi, der er gamle, har sagt til hinanden, at havde du haft Tjeneste hos Mennesker, Tommeltot, og været til lige saa stor Hjælp for dem, som du har været for os, saa vilde de ganske vist ikke skilles fra dig uden at give dig en god Løn.” — „Det er ikke mig, der har hjulpet jer, men det er jer, der har taget jer af mig,” sagde Tommeltot. — „Vi mener ogsaa,“ vedblev Akka, „at naar et Menneske har fulgt os paa hele Rejsen, burde han ikke gaa fra os lige saa fattig, som han kom.“ — „Jeg véd, at det, jeg har lært hos jer i dette Aar, er mere værd end Gods og Guld,” sagde Drengen.
„Da disse Guldmønter er bleven liggende her i Kløften i saa mange Aar, er det vel sikkert nok, at der ikke er nogen, der ejer dem,” sagde Førergaasen, „og jeg synes, du kan tage dem til dig.” — „Var det ikke jer selv, der havde Brug for Skatten, Mor Akka?” spurgte Drengen. —
